PETER CALLESEN
Samtidskunstner med romantisk nerve
Af Anni Nørskov Mørch, Cand.mag. i idé- og kunsthistorie, Museumsinspektør for billedkunst, Trapholt


Kan et simpelt ark A4-papir animere tragedier og komedier? I Peter Callesens hænder kan det. Med sin tekniske overlegenhed og en sin fine fornemmelse for menneskelivets såvel som materialets skrøbelighed og tryllebindende potentiale skærer han vedkommende historier ud af noget så ordinært som det hvide papir fra printerbakken.

Peter Callesen er en markant skikkelse i dansk samtidskunst, især er det hans fascinerende evne til at udfolde både humoristiske og tankevækkende historier i papir, der vækker berettiget opmærksomhed. Med en kniv og stor kompositorisk overblik omdanner han det simple materiale A4-papir til fortællinger og visuelle ordspil, der rejser sig op af arket.

Det følgende skal forsøge at indkredse nogle af de gennemgående træk i Peter Callesens kunst, dermed ikke sagt at forfatteren bag denne artikel vil indlade sig på at forsøge at afsløre tryllekunstnerens tricks, men blot åbne en dør til hans magiske univers.

Papiret er Peter Callesens foretrukne materiale for tiden og har været det i en årrække. Hans udnyttelse af papirets utrolige muligheder er så overbevisende, at han er blevet ”papirkunstneren” – hvilket han tematiserer, ikke uden selvironi, med titlen på sin seneste danske galleriudstilling hos Helene Nyborg Contemporary i 2008: Paperman. Titlen peger på den tætte relation mellem kunstner og værk. Kunstneren identificeres og identificerer sig med det materiale, som han arbejder i, og han bruger sig selv i sin kunst i mere end én forstand. I flere værker fra udstillingen kan man genkende Peter Callesens ansigt og temaerne i værkerne vokser ud af personlige erfaringer.

Peter Callesen skildrer øjeblikket, hvor drøm og virkelighed mødes. Han skaber billeder af barndommens eventyrlige drømme og mødet med realiteternes uafvendelighed. Dette øjeblik iscenesætter han i både papirværkerne og i de tidligere performances.

Gennemgående for mange af mine tidligere værker har også været arbejdet med eventyr og myter og genfortolkninger af disse samt arbejdet med en tilbagevenden til barndommens land, som f.eks. i mine performances Folding, Castle og Floating Castle. Dette barndommens land befinder sig mellem drøm og realitet, mellem mulighed og illusion, og det er der, hvor de to tilstande mødes eller kolliderer i en slags "utopiens kropsliggørelse", at mine værker opstår, ofte med det tragikomiske som resultat. I disse værker arbejder jeg også med erindringens billeder og disse billeders forskydning og transformation.


PETER CALLESENS OUEVRE

Som de fleste samtidskunstnere er Peter Callesens udtryksformer ikke begrænset til ét medium eller materiale. Gennem sit oeuvre, sin samlede værkproduktion, har han udover papir også brugt sne og is som sit flygtige materiale samt tegning, fotografi, performances og installationer som sine medier. Gennem sine valg af materiale og medium understreger han den stærkt romantiske spænding mellem det sarte og det storslåede, som præger hans univers. Hans værker arbejder med forførelse, lokkende som eventyrets løfter om prinsesser og halve kongeriger og som tryllekunstnerens besnærende tricks. Forførelsen er et bevidst kunstnerisk greb:

Jeg arbejder med det poetiske og forførende, som i nogle tilfælde tematisk tangerer det religiøse og mødet med det umulige. Jeg er interesseret i at forføre beskueren og skabe et rum, som både peger mod det sublime og mod en potentiel forsvinden og død, på grænsen til noget ”Unheimlich”.

Peter Callesen demonstrerer i sine papirværker, at papirets fladhed kan rejse sig til et levende rumligt billede. Billederne, han skaber i papiret, er flerdimensionelle i den forstand, at der både er en positiv og en negativ form, hvor siluetten, det fraværende billede, ofte er det stærkeste udtryk. På samme måde er fortællingen, der udspiller sig, dobbelttydig, udspændt mellem håbets stræben og realiteternes tyngdekraft.

Før Peter Callesens fingre fandt vej til papiret inddrog han museums- og gallerigæster samt tilfældige forbipasserende i sine fortællinger gennem offentlige performances, installationer og tegninger. Efter nogle års arkitekturstudier blev maleriet omdrejningspunktet for hans første års studier studier på Det Jyske Kunstakademi i Århus herefter fokuserede han på video og performances, et fokus han fastholdte på Goldsmiths College i London, . Men det er de samme eksistentielle og ubesvarlige spørgsmål omkring tro, håb, identitet og fiasko, der hjemsøger hans værker både til vands til lands, i sne, papir og performance med humor og bid.


TRO, HÅB OG FIASKO

Peter Callesen har både i sine tidlige performances og i de aktuelle papirværker arbejdet med tragikomiske figurer, der kaster sig ud i overmodige projekter, der til trods for en ihærdig indsats kuldsejler. Hvis ikke ”sympatisk” var et alt for mellemfornøjet ord for de grundmenneskelige længsler og drømme, som projekterne forsøger at opfylde, kunne man sige, at projekterne alle var sympatiske trods deres overmodige målsætning. I de tidligere performances gælder reglen typisk, at efter hybris følger nemesis. Ikke således, at en moralsk dom fældes over de tragikomiske figurer, der lærer lektien på den hårde måde. Derimod møder de uheldige helte med deres håb om at kunne gøre det umulige blot realiternes hårde stopklods; i form af tyngdekraftens uoverstigelighed, vandets magt over papiret eller uforeneligheden mellem virkelighed og billede.

I de senere værker synes den tragiske helts hjertegribende fiasko i stigende grad at træde i bagrunden i forhold til en intensiveret insisteren på det umulige og en tematisering af skønheden og poesien i denne insisteren. Gennem oeuvret løber en romantisk åre og mange af de eksistentielle spørgsmål, der rejses i værkerne, gentages, men perspektivet forskubber sig. Mange af de tidligere værker har litterære referencer til for eksempel eventyr og behandler temaer som barndommens tabte land, maskulinitetsbegrebets skrøbelighed og producerer nye bud på moderne memento mori billeder, der gennem kunsthistorien har tjent til at minde os om livets forgængelighed. De senere værker tager fat på kunstnerrollen ud fra et mere psykologisk og komplekst perspektiv og de eksistentielle spørgsmål, der stilles, har en mere metafysisk vinkel og de allernyeste værker inddrager en specifikt kristen motivkreds.

Jeg er meget inspireret af Romantikkens malere, bla. har jeg lavet flere værker, der direkte refererer til malerier af Casper David Friedrich. Ligesom ham arbejder jeg med symboler i kunsten og ofte tillægger jeg naturen betydninger, som går ud over det rent biologiske. Min måde at arbejde med forsøg på det umulige må også siges at være en romantisk tendens.
Jeg mener også, at man kan sige, at der i noget af min kunst er indikationer af at være en del af en større sammenhæng – en sammenhæng, som er større end os selv, men som vi måske kun aner eller måske slet ikke forstår.

Romantikken er ikke en stil, men en anskuelsesmåde. En melankolsk og længselsfuld stemning, som præger blikket på verden og på selvet. På samtidskunstens præmisser arbejder Peter Callesen med at gøre noget så almindeligt som A4 papir gennem til bærer af en romantisk spænding mellem skrøbelighed og storladenhed.


SAMTIDSKUNSTNER MED ROMANTISK NERVE

Peter Callesens kunstneriske praksis forholder sig til den samtidskunst, der er toneangivende i al sin mangfoldighed i dag. Dette er særligt interessant at holde sig for øje i relation til de nyeste værker, der behandler en kristen motivkreds. Spørgsmålet om hvordan man laver billeder af Gud i dag stilles ofte enten af en bibelillustrerende didaktisk billedpraksis eller en mere modernistisk abstrakt og stemningsskabende billedpraksis, men sjældent på samtidskunstens præmisser.

Samtidskunst er ikke en veldefineret kategori af genstande, praksisser og erfaringer. Det er karakteristisk at samtidskunsten er spaltet i mange stilistiske positioner og ikke sammenholdes af en fælles ideologisk holdning. Samtidskunst har erstattet moderne og postmoderne som udtryk for den mest aktuelle kunst. Meningen med ordet er på samme tid både åbenlys og obskur. Helt pragmatisk kan man definere samtidskunsten, som den kunst, der skabes i dag. Der kan dog udpeges flere kendetegn for begrebet, der siger noget om den kunst, der får prædikatet.

Samtidskunst er kunst, der skabes i dag og i den nærmeste fortid, som nutiden har et grundlæggende slægtskab med. Denne nærmeste fortid går tilbage til 1960’erne. MOMA, Museum of Modern Art i New York, viste i september 2008 til marts 2009 en udstilling ved navn Here is Every. Four Decades of Contemporary Art. At samtidskunst strækker sig tilbage til før nogle af i dags vigigste samtidskunstnere blev født, indikerer, at der ligger mere end blot den akutte aktualitet i form af fremstillingsdato bag begrebet samtidskunst.
For heller ikke al kunst fra denne periode på cirka 40 år vil naturligt blive kategoriseret som samtidskunst.

Det må betyde, at der også er idémæssige fællesnævnere, der behandles på bestemte måder i den såkaldte samtidskunst, det vil sige filosofiske og stilhistoriske kendetegn. Ét af disse kendetegn er en enorm mangfoldighed, hvilket kan være med til at forklare den vage samlebetegnelse samtidskunst. En mere indholdsmættet ordforklaring kan ligge i samtidskunstens interesse for netop samtiden og samtidighed. For samtidskunstneren er det typisk ikke vigtigt, om værket har en lang holdbarhed, det afgørende er, om værket taler ind i sin samtid.

Temporalitet, altså tiden som en ingrediens i kunstværket er et dominerende træk i samtidskunsten. Oplagte eksempler er unikke tidsbegrænsede værker og værker med foranderlige materialer. I performances består værket af handling og relationerne mellem kunstner og publikum eller mellem værk og omgivelser. Performances er en art teater uden tekstbaseret manuskript, som opføres et bestemt sted på et bestemt tidspunkt og kun lever videre i form af eventuel fotodokumentation. Et andet eksempel er værker, der har klassisk værkkarakter, som for eksempel et maleri, der har tidsligheden indkorporet i form af forgængelige og foranderlige materialer som magarine, urin eller maling så pastos, at det, årtier efter penslen er sluppet, stadig siler og driver langsomt, men sikkert ned- og udover lærredet. Temporaliteten er et gennemgående træk i Peter Callesens oeuvre. Performances, en sneafstøbning af en fod, papirinstallationer, der destrueres efter endt udstilling og papirværker, der er blot et nys fra at forsvinde i sin oprindelige form er værktyper fra Peter Callesens hånd, der arbejder med og i tid.

Udover de traditionelle kunstneriske udtryksformer som maleri, skulptur og grafik arbejder samtidskunstnere også i høj grad tværmedialt i performances og installationer samt med en lang række nye (masse)medier fra fotografi til video, internettet osv. Ligeledes er samtidskunsten grænsebrydende, ved at den bevæger sig ud i samfundet og blander sig lystigt i og med politiske spørgsmål, sociale relationer, populærkulturens billeder og massemediernes metoder.

Firsernes og halvfemsernes kunst har måske først og fremmest demonstreret, at der i samtidskunsten ikke består et vandtæt skel mellem kunst og kultur, hverken når kunstnerne bevidst vil det, eller når de bevidst forsøger at nedbryde det. Grænserne mellem kunst og kontekst, kunst og ikke-kunst, er flydende og ligner et ingenmandsland mellem kunst og verden.
(Ny dansk kunsthistorie bind 10 p. 233)

Når samtidskunsten bevæger sig ud i samfundet bliver den ofte ”stedsspecifik”. Den stedsspecifikke kunst er, som navnet antyder kunstværker, der er skabt til et bestemt sted ofte i det offentlige rum, i samtidskunsten typisk som en midlertidig installation, der interagerer med sine omgivelserne og menneskerne der.

Én af samtidskunstens kendetegnende strategier er appropriation. Appropriationskunst er en tilegnelseskunst, hvor kunsten tilegner sig genstande, billeder eller udsnit af kunsthistorien, der udstilles som kunst eller indgår som dele af kunstværker, hvorigennem de approprierede genstande forlenes med ny betydning. En af de mere opsigtsvækkende konceptuelle værker af denne art er Piero Manzonis (1933-63) Socle du monde (1961), hvor kunstneren med et enkelt greb approprierer hele kloden. Ved at placere en sokkel på jorden og montere bronzebogstaver omvendt på soklen: Socle du monde, Piero Manzoni, betitler kunstneren sit værk og vender vores billede af kunsten og Jorden på hovedet. Den italienske konceptkunstner er én af Peter Callesens inspirationskilder og hans installation Earth er ifølge hans skitser en hyldest til netop Manzoni.

Som resten af den ”post-post-moderne” billedkonsummerende generation går Peter Callesen også til både kunsthistoriens, kirkens og populærkulturens billeder som ét stort arkiv af ligeværdige billeder til inspiration og videre undersøgelse. Her er det enkelte billedes udsigelseskraft i forhold til aktuelle opgave afgørende for, om det citeres.

Egentlig har jeg et ret pragmatisk forhold til mit brug af billeder. For mig er der egentlig ikke forskel på at bruge et billede fra kunsthistorien eller et foto fra avisen eller internettet. Når jeg bruger en del billeder fra kunsthistorien, så tror jeg det dels skyldes, at det er billeder jeg kender og har et forhold til og fordi der jo er en grund til at de netop er blevet en del af kunsthistorien, nemlig den at de er fantastiske og spændende billeder.

I samtidskunstens sammenhæng er det nærmest reaktionært at bruge allegorier og symboler som kunstner, hvilket gør Peter Callesens romantiske og kristne motiver usædvanlige. Trods den moderne verdens tab af en entydig sammenhæng i verden er Peter Callesens valg af kristne motiver for de flestes vedkommende genkendelige symbolske henvisninger, vi kender dem blot fra et andet rum end samtidskunstens. Han bruger i sine seneste værker velkendte ikoniske kristne motiver uden at dekonstruere dem ironisk eller politiserende i et institutions- eller religionskritisk ærinde. I tråd med sin fascination af den umulige mission har Peter Callesen sat sig for at undersøge, hvordan man kan lave billeder af Gud som samtidskunstner i dag.


PAPIR

Som metafor gøres papir ofte til et billede på enten det helt forudsætningsløse, for eksempel er det at være blank som et stykke papir et sølle udgangspunkt for at løse enhver opgave, eller det urealiserede potentiale, som det hvide ark i skrivemaskinen, der skræmmer forfatteren en skriveblokering i livet.

I dag er det et yndet udtryk at sige, at vi lever i det ”papirløse samfund”, men mere end nogensinde forbruger vi enorme mængder af papir: printerpapir, toiletpapir, penge, bøger, indpakning og emballage. Men selv om vores dagligliv i stigende grad er pakket ind i papir, opdager vi det sjældent som mere end et neutralt medium for informationer. Papirets materialitet og uendelige muligheder er vi oftest blinde over for. Som de fleste essentielle værdier og ting, der ligger til grund for vores liv, bliver papir også til en banalitet, hvis egne karakteristika vi glemmer. Papir er på den måde det materiale, der er tættest på ikke at være noget overhovedet i al sin almindelighed, udbredthed, hvidhed og blankhed.

Papir har den sjældne kombination af kvaliteter og konnotationer, at det er både skrøbeligt og multifuntionelt, både ikke noget særligt og potentielt hvad som helst. Hvilket materiale skulle da være bedre egnet til at fortælle om mest højtflyvende drømme, drabelige realiteter og sammenkrøllede fiaskoer? Papirets begrænsninger præsenterer en udfordring for Peter Callesens tekniske og håndværksmæssige mestring af materialet og papirets banalitet giver ham frihed til at udfolde de mest dramatiske fortællinger.

Jeg finder det interessant at arbejde med A4-papiret. Det er stadig i dag et af de mest brugte medier til bærer af information, hvilket gør materialet kendt af alle, men derfor også let overset som et materiale i sig selv. Denne manglende opmærksomhed på det uprætentiøse og næsten værdiløse materiale, kombineret med den lille skala, giver mig en stor frihed til at fortælle store og dramatiske fortællinger ind i de små papirlandskaber. Foruden det fortællende element, fungerer skulpturerne som undersøgelser af forholdet mellem flade og rum – illusion og virkelighed. En række af mine seneste papirklip har taget form som billedobjekter, hvor det fraklippede papir falder ud af billedet og transformeres til 3-dimensionelle objekter, der ligger i bunden af rammen. Denne transformation af papiret har for mig ikke blot formel karakter. For mig har dette fald og materialiseringen af papiret fra noget 2-dimensionelt til noget 3-dimensionelt i højere grad en symbolsk værdi, som både indeholder noget fatalt , bl.a. med refrerencer til Syndefaldet - men også en slags magi, som peger mod det poetiske og umulige.

Det første værk i A4-papir fra Peter Callesens hånd var en gimmick i et udstillingskatalog. I kataloget havde han lavet en side med en kompliceret skabelon til læseren, som blev opfordret til selv at folde et eventyrslot af det ene ark. Pointen var at give læseren en umulig, men tillokkende udfordring; en udfordring, som Peter Callesen naturligvis ikke selv kunne sidde overhørig. Det umulige viste sig at kunne lade sig gøre; og det blev starten på hans lange række af papirværker, der udfordrer ham selv og beskueren i form af slotte og mange andre motiver.

Peter Callesen har arbejdet med en slags dogmeregler i en lang række af sine papirværker. Logikken dikterer, at kun det ene ark bruges, intet tilføjes og siluetten efter det udklippede afslører byggematerialerne til det tredimensionelle billede, men også er et motiv i sig selv. Hvor det tredimensionelle billede er det teknisk opsigtsvækkende fremtræder det negative billede betydningsmæssigt mere ladet, hvorved det fraværende bliver det mest nærværende udsagn.

Papirklippene udvikler sig til også at indtage større formater og større dele af rummet, hvor nogle hænger på væggen og fortsætter ud på gulvet uden ramme, andre breder sig i et helt rum uden ramme eller klar afgrænsning. Dette fastholder den interaktion med publikum, som Peter Callesen har arbejdet intenst med i sine performances.
A4-værkerne besidder en performativitet i kraft af, at de lægger deres egen tilblivelsesproces til skue og de store papirværker fungerer som installationer, der fysisk påvirker beskueren ved at indtage hans eller hendes rum. Som store installationer bliver papirværkerne dominerende i rummene, de udstilles i, men i og med at de udstilles uden rammer og podier sættes det på spidsen, at blot en berøring kan ødelægge værket.

I stigende grad udvikler papirklippene sig, så de ikke længere slavisk følger ”dogmereglerne” om et 1-1 forhold mellem siluet og udklip. Peter Callesen afprøver nogle mere rå psykologiske temaer og teknikker i forbindelse med Paperman-udstillingen i 2008, hvor han skærer ind til benet i mere end én forstand. Udklippene er mere komplekse både tematisk og teknisk og den tydelige relation mellem udklip og fraklip fraviges til fordel for mere collagelignende konstruktioner.


TRYLLEKUNST

Peter Callesens arbejdsmetode er konceptuel på den måde, at en idé er udgangspunktet for processen. Han ser det samlede billede af den effekt, han ønsker, det skal give, eller den fortælling, han ønsker at formidle, eller det visuelle ordspil, han ønsker at vise. Derefter begynder et komponeringsarbejde, hvor skitser og modeller gennemprøves til han til sidst kan lave hele værket i ét stykke papir, så det fremtræder med tryllekunstnerens lethed, som om undfangelsen af idéen, udførelsen og den færdige præsentation er foregået i ét åndeløst flydende øjeblik.Jeg siger nogle gange, at mine ting er omvendte Magrittes – med reference til hans pibe – ”dette er ikke en pibe” – jeg insisterer på, at der i billedet er mere, end det man ser – eller at der ud af billedet kommer noget andet.
Jeg insisterer på, at billedet indeholder en virkelighed.
Siluetten materialiserer sig og kommer dermed lidt tættere på virkeligheden.
Før handlede mine ting mere om faliure – nu handler de om en insisteren på, at der i billedet også er en virkelighed – jeg ved ikke om man kan sige at de transcenderer – men de går i hvert fald ud over…

René Magritte (1898-1967) var en af surrealismes hovedskikkelser og kendt for sin leg med optiske illusioner og motiver som manden med bowlerhatten og piben med underteksten: ”Dette ikke er en pibe”, underforstået at det er et maleri af en pibe. Magritte betoner med titlen, at billedets magi består i illusionen. At kunstneren får os til at genkende maling på et lærred som virkelige genstande. Når Peter Callesen kalder sine værker omvendte Magrittes peger han på, at hans værker ikke illuderer rumlighed, men netop reelt omdannes fra 2D til 3D. Det er magien i hans værker, at her har fundet en skabelse sted, noget nyt har åbenbaret sig fysisk:

Jeg synes faktisk stadig transformationen fra todimensionalitet til tredimensionalitet er nærmest magisk. Ikke dermed sagt, at jeg er en magiker…
På samme måde som tryllekunstneren, lægger jeg heller ikke alle kortene på bordet. Jeg vil i virkeligheden godt have, at der er noget, der er hemmeligt.
Der er forskel på at være magiker og tryllekunstner. Magikeren skaber tingene ud af ingenting, tryllekunstnerens magi er bare et dygtigt udført trick.

Symbolsk og betydningsmæssigt er der magi i mine ting – det at en forvandling kan foregå. Det er jo også en afsløring, jeg viser, hvad tingene også rummer. Mandens siluet er også et skelet osv.

Peter Callesens værker peger selv på deres skabelsesproces som en del af værkets betydning. Processen synes lagt frem for os i al sin enkelhed, al materialet, alle snit med kniven, alle foldninger er tilgængelige for vores undersøgende øjne, men hvordan det er gået til, er stadig forførende uigennemskueligt.

Dét er den røde tråd, der løber gennem oeuvrets papir, sne, performances, installationer og tegninger. En rød tråd af forførelse og håbefuld længsel efter at kunne skræve henover sprækken mellem billede og virkelighed.

Alle citater af Peter Callesen stammer fra kunstnerens hjemmeside samt samtaler og korrespondance mellem Peter Callesen, Gerd Rathje og artiklens forfatter i året ledende op til udstillingsrækken Ud af intet. Peter Callesen på Museet for Religiøs Kunst, Trapholt, Mjellby Konstmuseum, Halmstad, Sverige og Haugar Vestfold Kunstmuseum, Norge 2009-2011.


Udvalgt Litteratur:
Dorthe Jørgensen: Skønhedens metamorfose – De æstetiske idéers historie, Odense Universitetsforlag 2001
Camilla Jalving og Rune Gade: Nybrud - dansk kunst i 1990erne, Aschehoug 2006
Mikkel Bogh, Peter Michael Hornung, Ingrid Fischer Jonge og Anders Michelsen: Ny dansk kunsthistorie bind 10 Kunsten i mediernes tid, Forlaget Palle Fogtdal 1996
Peter Callesen, Andrew Marsh, Camilla Jalving og Pontus Kyander: Peter Callesen Selcted Works, emilyTsingou Gallery, London 2006